Spring til indhold
Alle nyheder

Hvorfor tager vi en prøve fra øret, når vi allerede kan se, det er betændt?

Et rødt, ømt og snasket øre er sjældent svært at genkende. Men at kunne se, at øret er betændt, er ikke det samme som at vide, hvad der foregår derinde. Derfor tager vi ofte en lille prøve fra øret og kigger på den i mikroskop.

Hvorfor tager vi en prøve fra øret, når vi allerede kan se, det er betændt?

Ved en ørecytologi kan vi blandt andet se, om der er:

🔬 Malassezia: Gærsvampe, som ofte er involveret i øreproblemer

🦠 Bakterier: Om vi primært ser kokker eller stave

🔥 Betændelsesceller: Giver os et indtryk af graden og typen af inflammation

Det har betydning, fordi forskellige fund kræver forskellig behandling. Et øre domineret af Malassezia skal ikke nødvendigvis behandles på samme måde som et øre med mange bakterier. Fund af stave kan få os til at være ekstra opmærksomme på bakterier som Pseudomonas og behovet for yderligere diagnostik.

Og så er der en anden vigtig grund:

Vi vil helst behandle det, der faktisk er der - ikke det, vi gætter på er der.

Det betyder mere målrettet behandling, mindre unødvendig brug af medicin og bedre mulighed for at kontrollere, om behandlingen rent faktisk har virket.

For øret kan godt se meget bedre ud, før infektionen er helt væk.

Derfor er den lille vatpind og et par minutter ved mikroskopet ikke bare en ekstra undersøgelse. Det er en ret vigtig del af at vælge den rigtige behandling 🔬 🐾